Skovhornugle

(Asio otus)

Skovhornuglen minder både om natuglen og om den nært beslægtede mosehornugle. Den kan kendes på den ensfarvede, lysebrune fjerdragt, den høje og slanke fremtoning, de orangerøde øjne og de lange spidse fjerører, som rejses, når fuglen er urolig. Når en ugle ses jagende i skumringen, kan selv øvede fuglekiggere have svært ved at afgøre, om det er en skov- eller mosehornugle. Skovhornuglen er - i modsætning til mosehornuglen - nataktiv og gemmer sig dybt inde i en trækrone eller en busk om dagen.

I Danmark er den en almindelig ynglefugl og den ugleart, som har den største udbredelse. Den findes blandt andet på mange mindre øer, da den ikke er bange for at flyve over større, åbne vandflader. Arten yngler i åben skov og i granplantager, hvor den især benytter forladte krage- og rovfuglereder. Fødesøgningen finder i højere grad sted i det åbne land.

Danmark er skovhornuglen standfugl, men om vinteren suppleres bestanden af trækgæster fra Sverige og Finland. Bestanden er tættest i Jylland, og gode ynglelokaliteter for arten er Rold Skov og Læsø Klitplantage med henholdsvis 13 og 10 par registreret ved optællinger i atlasprojektet i 1993-1996. Da skovhornuglen er nataktiv, er optællingerne imidlertid behæftet med usikkerhed, og en del ynglepar er formentlig overset. Om vinteren er skovhornuglen meget social og kan i dagtimerne samles i grupper på 20-30 individer. I København kendes to sådanne sovepladser, beliggende på Vestre Kirkegård og ved Utterslev Mose.

Mus udgør hovedbestanddelen af skovhornuglens føde; især tages mange markmus. I mindre grad jages også fugle og større insekter.

Ved at klikke på et foto, vil det blive vist i større udgave!